Vi er glade for at præsentere Lene Jensen, som blev ansat som projektchef i CTR i august måned.
Hvad skal du primært arbejde med i CTR?
Jeg har fået fornøjelsen af at varetage ansvaret for fremdrift, økonomi og kvalitet i CTR’s projekter.
I min hverdag skal jeg arbejde sammen med mange eksterne aktører herunder ejerkommuner, rådgivere og entreprenører, som jeg glæder mig til at komme til at lære bedre at kende.
Som start skal jeg udvikle og implementere en ny projektmodel, der kan understøtte projektgennemførelsen til aftalt tid, økonomi og kvalitet. Jeg arbejder med at skabe tydelighed og grundlag for standardiserede gennemførelser samt tydelige faseskift.
Omfanget og kompleksiteten af CTR’s projekter er stigende, så planen er, at jeg i løbet af de næste måneder finder et par nye kolleger, så vi bliver et dedikeret team til opgaven.
Hvad har overrasket dig mest ved at starte i CTR?
Vi holder varmefest inden start af varmesæsonen i oktober – når andre holder julefrokost i december, og det var en sjov tradition, som jeg blev inviteret til, inden jeg var startet.
Hvordan ser du fremtiden for fjernvarme i hovedstadsområdet?
God forsyningssikkerhed og høj troværdighed som grundlag for en grøn omstilling af fjernvarmeforsyningen i Hovedstadsområdet. Tage medansvar for at levere bæredygtige løsninger, som går hånd i hånd med en høj forsyningssikkerhed.
Hvad mener du er den vigtigste opgave for et selskab som CTR?
Vi skal bruge vores ressourcer og økonomiske mulighed som del af et større fællesskab i hovedstaden, som kan arbejde målrettet på at gøre en forskel i klimaindsatsen.